Rejse til de norditalienske søer, haver og parker

Som opfølgning på foredraget torsdag den 16. april  om Haver og Parker leder og arrangerer Foreningens gode støtte og foredragsholder Ole Fournais en enestående smuk haverejse til Norditalien 9.- 16. maj, 2015

Fascinerende haver i Norditalien – Frodige haver i betagende landskaber. Med taxabåd på eventyrlige havebesøg. Thorvaldsen og italiensk renæssance.

Ved de store søer i Norditalien danner Alperne en naturlig grænse mod nord og skaber her et specielt klima, hvor bjergvæggene kaster solvarmen tilbage til landskabet med søerne, slottene og haverne.

Neden for Alperne breder landskabet sig ud og bliver nærmest helt fladt. Gennem årtusinder har floden Po på godt og ondt været en livsnerve for den tætboende befolkning, som udviklede både landbrug, håndværk og industri til så højt et niveau, at området blev et forbillede for både Centraleuropa og Middelhavslandene i perioden fra ca. 1100 til 1600.

Det er i denne periode – også kaldet renæssancen efter interessen for at genskabe ideerne fra den klassiske Oldtid – at de berømte haver bliver til. Derfor indeholder haverne ofte de samme elementer : statuer, vand, trapper, mindre haverum osv., som er karakteristisk for slot eller villa, som det har heddet lige siden Oldtidens Rom.

Gennem alle årene er villaerne bygget på de svalende bjergskråninger med haverne opdelt i rum eller direkte anlagt på terrasser. Dermed opstår nogle formidable synsindtryk, ofte med udsigt langt omkring og altid med inddragelse af det åbne landskab.

Langt senere kom mange velhavende vesteuropæere, som en del af deres uddannelse, på gennemrejse på vej til Rom. De blev ofte begejstret for Norditalien på grund af det milde og behagelige klima, de mange kulturelle seværdigheder og de smukke landskabsoplevelser. Især englænderne vendte i slutningen af 1700tallet og gennem hele 1800tallet hjem med mange haveideer, som blev omsat til engelske forhold og siden har været en fast del af de berømte engelske landskabshaver. Det gælder f.eks. pergolaer, vandtrapper og andre vandanlæg i haver og parker. Derfor vil den, som glædes over engelske havetraditioner, nikke genkendende til mange af de haveelementer, vi støder på i Norditalien.

Vi bor ved søerne ”Maggiore” og ”Como”, hvor vi besøger nogle ganske enestående haver, som hører til blandt de allerbedste anlæg i Europa. For at få de bedste oplevelser af det enestående landskab, skal vi ikke se det hele fra vinduet i en bus. Men i stedet rejser vi ofte med ”motoscafi” = de populære mindre taxabåde, som ses på alle søer i Mellem-og Sydeuropa.

Læs mere om rejsen på dette LINK