Program foråret 2019

 

ONSDAG den 16. januar 2019 kl. 19.00 i Huset Esbjerg, Finsensgade 1 (ved den store parkeringsplads)

Film ”A casa tutti bene” (Min italienske familie) (*)

Ny italiensk film med danske undertekster fra 2018.

Filmen er et eksplosivt familiedrama, der foregår på den lille italienske ø, Ischia.

Dramaet opstår, da en storm pludselig bryder ud, mens en hel familie er samlet for at fejre forældrenes, Pietros og Albas, 50 års bryllupsdag. Stormen er så voldsom, at de mange familiemedlemmer er nødt til at leve under samme tag i to dage, indtil stormen aftager. Mens familien er samlet, pustes der til gamle som nye uforløste konflikter og fremtiden virker usikker for dem alle. Alle personer i familien må forholde sig til deres egne personlige, følelsesmæssige eller familiære forhold.

A CASA TUTTI BENE har været et stort publikumshit i Italien, hvor den i de to første uger solgte mere end 600.000 billetter.

Filmen har almindelig biografpremiere i Danmark 3. januar 2019. https://www.husetesbjerg.dk/art-cinema. Læs om filmen og se traileren HER

(*) Til dette arrangement vil vi tillade os at bede om et frivilligt bidrag på 50 kr. I biografen er der 32 pladser. Vi tror, der pladser nok til Dante Sydvests medlemmer, men vil man være helt sikker på plads, kan man sende en mail til [email protected] eller dette LINK .

Filmen har ”rigtig” premiere i Husets biograf den 10. februar kl. 20.30 og vises en del gange i løbet af februar med sidste gang 6. marts.

 

De øvrige arrangementer foregår på Esbjerg Gymnasium og HF, Spangsbjerg Møllevej 310, 6705 Esbjerg Ø (EG)

 

ONSDAG den 27. februar 2019 kl. 18:40 – 21 i auditoriet på EG

Generalforsamling efterfulgt af (kl. 19-19:10)

Drømmen om Italien – fortællinger fra Abruzzo

Foredrag ved forfatter Marianne Gade

Marianne Gade vil fortælle om sig bog med samme titel. Fra bagsideteksten:

”Under os lå dalen med floden, der førte smeltevandet med sig oppe fra Majellas bjerge, og lige over for lå bjergene så tæt på, at vi kunne skimte en snoet sti mellem træerne”.

Det er den skønhed, der møder fortælleren, da hun slår skodderne op i huset i den lille by Pacentro – Fredens Centrum. Hun slår sig ned i Casa della Poesia og oplever den italienske hverdag med alle sanser på vid gab. Her leves livet langsomt. ”Il dolce far niente” – den søde gøren ingenting – er ophøjet til livskunst, og fællesskabet er højt værdsat.

I en blanding af sansemættede oplevelser og eftertænksomme refleksioner fortæller hun med humor og indlevelse om at følge sine drømme og realisere dem, om at leve livet med alle sanser åbne og om at tage et nyt sted til sig.

Marianne Gade har et omfattende forfatterskab bag sig. Hun har skrevet romaner for børn og voksne, hvor inspirationen for en stor del stammer fra Italien eller Island.

”Drømmen om Italien” er autobiografiske fortællinger fra Abruzzo, hvor hun opholder sig en del af året. Hjemmeside www.mariannegade.dk.

Efter/under foredraget serveres som sædvanligt et glas vin.

Medlemmerne af Foreningen Società Dante Alighieri har gratis adgang til arrangementet og skal ikke forhåndstilmelde sig, men foreviser blot på anfordring gyldigt medlemskort. Gæster (=ikke-medlemmer) skal købe billet og betale kr. 100 pr. person og køber via dette LINK .

 

ONSDAG den 10. april 2019 kl. 19 – 21 i auditoriet på EG

Sprog i billeder – billeder i sprog

Foredrag ved Iørn Korzen, professor emeritus, CBS

Hvordan bruger vi egentlig vores sprog, og til hvad? Ja, bl.a. bruger vi sproget til at fortælle vores medmennesker, hvad der sker i vores liv, og når vi gør det, får vi sproget til at konstruere og formidle billeder. Sproget fungerer da som en slags film bestående af en række billeder af det, vi vil fortælle, det som spiller en rolle for os. Når man så undersøger de enkelte sprog, fx dansk og italiensk, opdager man, at de to sprog godt nok formidler en række billeder, men de gør det på vidt forskellige måder. I mit foredrag viser jeg, hvordan billederne fortrinsvis ligger i verberne (udsagnsordene) i dansk, men i substantiverne (navneordene) på italiensk, og hvordan man af den grund kan betragte dansk og italiensk som tilhørende to forskellige sprogtyper. Af samme grund er der faktisk en lang række verber og substantiver, det er umuligt at oversætte fra det ene sprog til det andet – selv om ordbøger godt nok forsøger sig med forskellige forslag.
Men der er også andre forskelle mellem italiensk og dansk. Mange danskere, som har villet lære italiensk, har uden tvivl ømmet sig over de mange bøjningsformer, som de italienske verber kan have, og som vi ikke har på dansk. Jeg kommer ind på, hvilke konsekvenser både billederne og bøjningsformerne har for italiensk og dansk sprog generelt, samt hvad de betyder for italieneres og danskeres opfattelse af verden. Vi opfatter jo i høj grad verden via sproget – i hvert fald når vi vil videregive vores opfattelse til andre.
Jeg vil også sætte de nævnte forskelle i relation til de efterhånden helt almindelige danske strukturer af typen: ”Prøv og hør!”, ”Det handler om, hvordan fungerer den her u-båd” og ”Det er sgu særpræget, det her foredrag”.
I det hele taget vil jeg vise, at sprog er noget af det sjoveste, man kan beskæftige sig med.

Iørn Korzen har hovedfagseksamen i italiensk fra Københavns Universitet (1980) og blev dr.ling.merc. på en disputats om artikelsystemet i italiensk på Copenhagen Business School (CBS) (1996). Han har været ansat som timelærer på Odense og Københavns universiteter samt fra 1982 på CBS, hvor han i 1993 blev lektor og i 2002 professor i italiensk. Siden 2015 er han professor emeritus, stadig tilknyttet CBS. I 2004 blev han slået til italiensk ridder, cavaliere, af den daværende italienske præsident, Carlo Azeglio Ciampi.

Efter/under foredraget serveres som sædvanligt et glas vin.

Medlemmerne af Foreningen Società Dante Alighieri har gratis adgang til arrangementet og skal ikke forhåndstilmelde sig, men foreviser blot på anfordring gyldigt medlemskort. Gæster (=ikke-medlemmer) skal købe billet og betale kr. 100 pr. person og køber via dette LINK .

 

GENERELT:

Der tages forbehold for ændringer i og udvidelser af programmet. Måske bliver der mulighed for et arrangement i maj.