Onsdag den 5. oktober. Foredrag om Marmor i Carrara og turist i La Garfagnana

 

NB: Husk gyldigt medlemskort eller adgangsbillet*

Foreningen Società Dante Alighieri inviterer til et foredrag ved Allan Lyhne:

Marmor i Carrara og turist i La Garfagnana.

Onsdag den 5. oktober, kl. 19.30

Aarhus Universitet,

NB: I de “gule bygninger”, i Nordøsthjørnet.

Bygning 1324, lokale 011

Se kort på dette LINK 

 

Foredraget er i to dele, som begge ledsages af fotos fra områderne.

Første del handler om, hvad marmor er, hvordan det er dannet, forekomst i det nordvestlige Toscana, hvordan det brydes i dag i området omkring Carrara i de Apuanske Alper, hvorfor marmor er så brugt som materiale for kunstnere til alle tider, og hvad marmor betyder for området mellem de Apuanske Alper og Det Tyrrhenske Hav: La Lunigiana og La Versilia.

Anden del af foredraget handler om at rejse i Garfagnana, som er et område i den nordligste del af Toscana. La Garfagnana omfatter en del af De Apuanske Alper og en del af Appenninerne, og i disse år bliver området stadig mere besøgt af turister fra Danmark. Denne del af foredraget fortæller om landskaberne, om akacie-, kastanje- og bøgeskovene, om områdets særlige identitet som fødevareproducerende område med oste-, spelt-, kød- og charcuterivareproduktion. Desuden om livet i bjerglandsbyerne, udnyttelsen af naturresurserne, naturbeskyttelse, vandremuligheder, udvalgte småbyer m.m. Kort sagt: om at rejse og opleve i en del af Italien, hvor befolkningen er autentisk, hvor der ikke er mange turistboder, og hvor man takket være højdeforholdene, altid kan finde en skøn og tempereret plet i den værste sommervarme.

 

Om foredragsholderen:

Allan Lyhne er uddannet ved KU i geografi og geologi samt ved OU i Italiensk.

Har undervist i Gymnasiet og på HF 1966 – 2014, heraf mere end 30 år på Rosborg Gymnasium i Vejle. AL har lavet kurser for gymnasielærere i både Nord-, Mellem- og Syditalien om især geografiske og geologiske forhold, og han er i de sidste 20 år som privatperson kommet jævnligt i området nord for Lucca i Val di Serchio og La Garfagnana. AL har skrevet en artikel om marmor i Carrara til Illustreret Videnskab.

* Medlemmerne af Foreningen Società Dante Alighieri har gratis adgang til foredraget og skal ikke forhåndstilmelde sig, men foreviser på blot på anfordring gyldigt medlemskort; mens gæster (=ikke-medlemmer) betaler kr. 100/person og køber adgangbillet:
Ikke-medlemmer skal tilmelde sig foredraget ved at købe adgangsbillet via dette LINK

(Formentlig kan det bedre betales sig at melde sig ind og for blot 100 kr mere få gratis adgang til ca. 10 foredrag de næste 12 mdr. – Se under INDMELDELSE)

Efter foredraget bydes som vanlig på et glas vin og med mulighed for en god snak med Allan Lyhne og med de øvrige medlemmer.

marmo