Tag til Italien i en uge – og kom hjem hver aften! 10. – 14. juni 2013 & 5. – 9. august 2013 Società Dante Alighieri / FOF fortsætter for 25. år med at give alle italiensk-interesserede muligheden for at tage på en uges intensivt ophold i Italien – og alligevel komme hjem hver aften!! Flytningen af Italien til Aarhus vil foregå i samarbejde med én af Italiens bedste og kendteste sprogskoler: Centro di Lingua e Cultura Italiana, som vi i flere år har samarbejdet med. Denne skole, som udelukkende beskæftiger sig med at undervise udlændinge i italiensk, sender nogle af deres faste lærere til Århus i hele den periode, kurset varer. Endvidere underviser Dante’s indfødte lærere på kurset. Vi kan derfor tilbyde de friskeste impulser af både sprog og kultur. Udover undervisningen bliver der også mulighed for at stifte bekendtskab med andre udbydere af italienske produkter og oplevelser: Rejser, vine, FIAT 500 osv Undervisningen vil hele tiden foregå på italiensk, og du vil derfor få både hørt og talt meget mere italiensk end tidligere. De italienske lærere er vant til at udtrykke sig på et meget enkelt, smukt og forståeligt italiensk, og da vores egne lærere også vil være til stede under kurset, vil du altid have muligheden for også at få forklaringer på dansk! I en hel uge beskæftiger du dig kun med italiensk og med Italien – med bl.a. 25 timers intensiv sprogundervisning samt flere foredrag og film. Det giver en maksimal sprogpåvirkning, og så glemmer du ikke fra den ene undervisningsgang til den næste. Sådan repeteres det, du allerede har lært inden og under kurset og talefærdigheden forbedres væsentligt inden sommerens eventuelle ferierejse. Vi har haft den dejlige erfaring, at de fleste kursister på tredjedagen af kurset spontant har sagt, at de nu var begyndt at drømme på italiensk! SPROGUNDERVISNINGEN vil foregå på 3 – 4 niveauer, og der underinddeles i mindre grupper ved de praktiske øvelser og samtaler. For at sikre et rimeligt udbytte skal man have et beskedent kendskab til italiensk for at deltage. Deltagere med forudsætninger svarende til ca. 1 års undervisning på aftenskole vil komme på niveau 1. Deltagerne på niveau 2 og 3 vil have gået flere sæsoner på aftenskole eller har måske en ældre studenter/HF-eksamen (eller skal forberede sig til en eksamen!) eller har været lidt mere i Italien. Du skal ikke forvente at lære meget nyt, da kursets hovedformål netop er at aktivere det allerede indlærte, passive ordfor¬råd! Men en speciel og vigtig del af det italienske sprog vil der dog blive gjort meget ud af: Kropssprog, gestus og mimik – uden hvilket en italiener ikke kan udtrykke sig. Man siger, at en italiener ikke kan tale, hvis han får hænderne bundet på ryggen! Vi vil give en “gloseliste” til de mange tegn og fagter, som obligatorisk ledsager det talte sprog. Italiensk mad: Vi vil på skift lave en lettere frokost sammen hver dag, og mens retterne simrer, vil vi fortsætte samtalen på italiensk og måske smage lidt på det store udbud af italienske vine. Det er på ingen måde et decideret madkursus, ofte en pastaret, en salat og noget ost – og alle kan deltage uden nogen forudsætninger (om ikke andet så skære brødet og åbne vinen!) – vi vil kun lave nogle simple og hurtigere retter, hvor vi bruger nødvendigheden af at spise frokost som en god undskyldning for også at lave mad sammen. Foredragene og filmene er for alle og vil blive brugt som udgangs¬punkt for samtale på holdene. Specielt på niveau 1 vil underviseren være opmærksom på at give en god introduktion inden foredraget/¬filmen med nyttige, centrale gloser og vendinger. Under og efter foredraget/¬filmen kan man stille spørgsmål og senere diskutere videre på de enkelte hold. Emnerne vil bl.a., være om italiensk musik, film, folklore, vine, og give ideer til nye rejsemål. Se billeder fra sidste års ‘Italienske uger’ : http://spotted.stiften.dk/gallerier/italian-information-service#
09.00 – 12.00 Sprogundervisning
|