Program – foråret – 2016

Dante Alighieri-Odense     Program – foråret – 2016

 

Onsdag den 27.1. kl. 19.00    

“Fra Caravaggio til Bernini. En kunsthistorisk byvandring i barokkens Rom”

Mogens Nykjær (Kunsthistoriker, tidligere lektor ved Århus Universitet).

Mogens Nykjær, der har udgivet en række pragtværker om kunsten i Rom, gæstede foreningen for et par år siden, hvor han holdt et forrygende foredrag om Det Sixtinske Kapel. De, som var med dengang, ved, at der venter os en stor oplevelse, når han leder os via kunsten gennem byen, som vi vist alle er så forelsket i. Turen går forbi mange af Roms skønne pladser, som Bernini har prydet med springvand og smukke skulpturer, og mon ikke vi ender på Peterspladsen ved hans elegante kolonnade?

Efter turen/foredraget trænger vi til et glas vin, – og det får vi så!

Der er gratis adgang for foreningens medlemmer, hvorimod ikke-medlemmer betaler kr. 50.

Tilmelding (og betaling) sker via dette link:  http://flexbillet.dk/dante-odense/

Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

NB: Foreningen Dante Alighieri arrangerer en rejse til Rom med Mogens Nykjær:

Forår i Rom med Mogens Nykjær: Rejs foråret i møde 2. – 7. marts 2016

En rejse for både nye og også mere erfarne Rom-rejsende, hvor vi besøger nogle af de kendte og mindre kendte, men endnu mere interessante steder i Rom. Selvom rejsen er en slags ”Rom for begyndere og fortsættere’, så vil alle Rom-rejsende få en fantastisk oplevelse. Læs meget mere om rejsen på dette LINK

* * * * * * * * *

 Mandag den 22.2. kl. 19.00    

Da Rom blev hovedstad.

Nils Arne Sørensen (professor i moderne europæisk historie ved SDU)

Det samlede Italiens første hovedstad var Torino, den næste var Firenze. Men det var midlertidige løsninger, for det fleste af Italiens grundlæggere var enige om, at Rom måtte være det naturlige valg. Det blev en realitet, da italienske styrker i 1870 havde erobret byen fra Pavestaten, men det rejste nye problemer: Hvordan kunne det nye Italien sætte sit distinkte aftryk på byen, så den ikke længere blev set som pavernes by – eller resterne af kejsernes? Foredraget fortæller historien om, hvordan Italiens nye verdslige magthavere forsøgte at italianisere den evige stat gennem byplanlægning, monumentalbyggeri og statuer. Det afsluttes med en nærlæsning af forkætrede Fædrelandets Alter (Vittorio Emanuele monumentet), som er meget mere interessant end hånlige kælenavne som ”gebisset”, ”bryllupskagen” og ”skrivemaskinen” lægger op til.

Selvfølgelig slutter vi aftenen med et glas vin!.

Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

Der er gratis adgang for foreningens medlemmer, hvorimod ikke-medlemmer betaler kr. 50.

Tilmelding (og betaling) sker via dette link:  http://flexbillet.dk/dante-odense/

NB: Foreningen Dante Alighieri arrangerer en sommerhøjskole i Italien med Nils Arne Sørensen og Thomas Harder. Læs om rejsen på dette LINK

 

* * * * * * * * *

Onsdag den 30.3. kl. 18.30      

 

Generalforsamling   samt      foredrag om Dante & Beatrice

Indkaldelse til Generalforsamling med angivelse af dagsorden foretages i særskilt invitation. Har du punkter, der ønskes behandlet på Generalforsamlingen, skal de være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før afholdelsen.

Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

 

Kl. 19.30

Dante og Beatrice

Hanne Roer (Lektor, Københavns Universitet).

Hvad er mere nærliggende i en forening som vores end at høre om Dante Alighieri, der netop er fyldt 750 år. Han skrev som bekendt bogen ”Den Guddommelige Komedie”, og Hanne Roer vil være guide på vores færd ind i Dantes univers og på rejsen til Paradiset. Hanne Roer har i flere år indgående beskæftiget sig med forfatterskabet og bl.a. i 2010 udgivet bogen Beatrice i Paradiset. En rejse i Dantes værker. (Efter sigende den bedste indføring til Dante på dansk).

Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

 

Ultimo (!!) april kl. 19.00               (dato følger snart)              

Fabio Federico

Fabio er klassisk guitarist, og i den egenskab har han givet koncerter i store dele af verden. Sidste år gæstede han Dante Alighieri i Århus, og de blev så begejstrede, at de straks engagerede ham igen i 2016. Derfor har vi besluttet, at det må vi da også prøve her i Odense. Som antydet ligger datoen ikke helt fast, men det ligger fast, at vi efter koncerten bænker os og får en god gang pasta og vin, som traditionen byder.

Pris for medlemmer kr. 100. Ikke-medlemmer betaler kr. 150. Tilmelding (og betaling) sker via dette link:  http://flexbillet.dk/dante-odense/   (Sidste frist for tilmelding er den 17.4.)

Odense Katedralskole, Jernbanegade 34, 5000 Odense C.

 * * * * * * * * *

 Lørdag den 7.5. kl. 14.00                                

Flora Frankfri

Intet forår uden Flora Frankfri!

Planteskolens indehaver, Claus Oldenbjerg giver et lille oplæg – denne gang om ”oliventræer og citrusplanter – pasning og opbevaring i Danmark”. Der er lidt mundgodt, og så er der ellers mulighed for at købe planter til særdeles favorable priser. Flere nævner, at de tjener hele årets kontingent denne dag! – Det siger noget om rabattens størrelse, – men det siger også noget om, at det faktisk er billigt at være medlem af foreningen (375 kr. for par og 200 kr. for enkeltmedlemsskab.)

Flora Frankfri, Assensvej 301, 5690 Tommerup

 * * * * * * * * *

Vel mødt til foreningens arrangementer!