Program for foråret 2018

 

Tirsdag den 23.1 kl. 19.00   Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

 

Kirke og samfund: Er Italien stadigvæk et katolsk land?

 

Bjørn Thomassens foredrag vil fokusere på den katolske kirkes rolle i Italien. Italien er et katolsk land. Eller er det? Hvilken rolle spiller religionen i dag? Hvilken indflydelse har den katolske kirke på det politiske liv? Hvordan mærker italienerne kirkens samfundsengagement, og hvilke spændinger fører det til? Hvor stor en rolle spiller religionen i det hele taget for den almindelige italiener? Hvad sker der med hverdagsreligionen? Og har Pave Frans’ fire første år som pave gjort en forskel? Disse spørgsmål vil blive diskuteret med fokus på nutidige politiske, sociale og etiske debatter, der på mange måder præger det italienske samfund i dag.

 

Bjørn Thomassen er lektor på RUC, foredragsholder og Italiensekspert. Han har lige udgivet en bog om reformationen: https://forlag.kristeligt-dagblad.dk/kampen-om-de-danske-sjaele

Aftenen afsluttes, som vi plejer, med et glas vin – eller to!!

 

Pris for medlemmer kr. 50. Ikke-medlemmer betaler kr. 100. Tilmelding (og betaling) sker via dette link:  http://flexbillet.dk/dante-odense/

Sidste frist for tilmelding er den 22.1.

 

 

 

Mandag den 5.3 kl. 19.00   Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

 

Brygger Carl Jacobsen og Glytoteket

Claus Grønne vil fortælle om Ny Carlsberg Glyptotek i København, som rummer en af Nordeuropas største og fineste samlinger af græsk og romersk skulptur. De fleste antikke værker blev erhvervet fra Italien allerede i grundlæggeren Carl Jacobsens levetid (1842-1914). Vi kan følge samlingernes vækst gennem Carl Jacobsens omfattende korrespondancer og gennem de mange rejsedagbøger og notater, han har efterladt sig fra de i alt 14 rejser til Rom og Italien han foretog i perioden 1862-1912. Foredraget vil fokusere på arbejdet med at renskrive og digitalisere dette upublicerede kildemateriale, der bringer os helt tæt på samleren og entusiasten Carl Jacobsen.

Claus Grønne er arkivar, mag.art ved Ny Carlsberg Fondet.

Aftenen afsluttes naturligvis med et glas vin!

Pris for medlemmer kr. 50. Ikke-medlemmer betaler kr. 100. Tilmelding (og betaling) sker via dette link:    http://flexbillet.dk/dante-odense/

Sidste frist for tilmelding er den 25.2.

 

 

Onsdag den 21.3 kl. 18.30 Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

Generalforsamling og Normannerne i Syditalien og på Sicilien

Vi begynder med at afholde årets generalforsamling. Se vedhæftede dagsorden.

Bemærk at forslag til emner, man ønsker drøftet samt forslag til kandidater til bestyrelsen ifølge foreningens vedtægter skal fremsendes 14 dage før generalforsamlingen. Vær også opmærksom på, at vi af hensyn til generalforsamlingen og aftenens foredrag allerede begynder kl. 18.30.

Generalforsamlingen vil være fra 18.30-19.30, og foredraget vil begynde kl. 19.30. Vi håber på stort fremmøde, så vi kan få en god drøftelse om foreningens udvikling.

Efter generalforsamlingen vil Kjeld Høegh fortælle om normannernes indflydelse i Syditalien og Sicilien. Især normanner-slægten Hauteville fik stor betydning, da de efter at have generobret hele Sicilien fra araberne oprettede et nyt kongerige. I den såkaldte Normannerperiode, der varede godt 100 år fra ca.1090 – ca.1190, oplevede Sicilien en kulturel, videnskabelig og social storhedstid.

Hvordan det gik til, kan man høre om denne aften, men vi kan godt afsløre, at det er en spændende historie med drabelige slag, der udover vikinger/normannere involverer riddere, paven og araberne, som på det tidspunkt styrede Sicilien.

Kjeld Høegh er skuespiller, instruktør og retorikpædagog. Han har været rejseleder på mange rejser til Sicilien, ligesom han har indtalt flere lydbøger bl.a. Jack Ludlows trilogi om normanner slægten d`Hauteville. For mere info se dette link: www.kjeld-hoegh.dk

Vi slutter naturligvis aftenen med et glas vin.

Der er gratis adgang til generalforsamlingen, mens foredraget koster 25 kr. for medlemmer. Ikke-medlemmer betaler kr. 50. Tilmelding (og betaling) sker via dette link:    http://flexbillet.dk/dante-odense/

Sidste frist for tilmelding er den 20.3.

 

Onsdag den 23.4. kl. 18.30 Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

Foredrag om Rom – Smagen af Rom

Ikke et ord om Forum Romanum, Piazza Navona eller Den Spanske Trappe. Foredraget handler om romernes eget Rom og især om italiensk madkultur.  Mette Rem fortæller om det moderne Rom: Hverdagsliv, madkultur, familien, religion, det politiske Rom og om romerne selv.

Mette Rem er journalist og tidligere Italiens-korrespondent for Politiken, og hun har boet 10 år i Rom. Hun har sammen med sin mand skrevet den kulinariske guide ”Smagen af Rom”, der udkom i 2016. I bogen fortæller 13 romere om deres favorit-spisesteder, og de viser vej til deres foretrukne is-, vin- og kaffebarer, madforretninger og markeder. Så her er chancen for at få nogle ideer til at finde de autentiske steder i Rom, hvor de lokale spiser.

I dag driver parret webshoppen www.detitalienskekøkken.dk. De importerer og forhandler italienske specialiteter fra mindre familievirksomheder. Foredraget er krydret med diverse romerske kulinariske tips. Til arrangementet vil der også være olivenolie-smagning samt lidt god vin og smagsprøver på nogle af specialiteterne.  Og der vil være mulighed for at købe et par italienske sager med hjem.

Pris for medlemmer kr. 80. Ikke-medlemmer betaler kr. 150. Tilmelding (og betaling) sker via dette link:  http://flexbillet.dk/dante-odense/

Sidste frist for tilmelding er den 22.4. Vær også opmærksom på, at vi af hensyn til, at foredragsholderen kan nå hjem til Nykøbing Falster, allerede begynder kl. 18.30.

Vel mødt til foreningens arrangementer!

Erik Mader